Torsdag 09. december 2021;

DET GAMLE TESTAMENTE Esajas’ bog 35, 1-8a

Ørkenen og det tørre land skal glæde sig,
ødemarken skal juble og blomstre,
den skal blomstre som rosen,
juble med stor fryd.
Den får Libanons herlighed,
Karmels og Sarons pragt.
De skal se Herrens herlighed,
vor Guds pragt.
Styrk de synkende hænder,
gør de kraftesløse knæ stærke,
sig til de urolige hjerter:
Vær stærke, frygt ikke!
Nu kommer jeres Gud med hævn,
Guds gengæld,
han kommer og frelser jer.
Da skal blindes øjne åbnes
og døves ører lukkes op;
da springer den halte som hjorten,
den stummes tunge bryder ud i jubel.
For vand vælder frem i ørkenen,
bække i ødemarken.
Det hede sand bliver til oaser,
den udtørrede jord til kildevæld.
På sjakalernes tilholdssted
vokser der rør og siv.
Dér skal der være en banet vej,
Den Hellige Vej skal den hedde,
de urene skal ikke færdes på den;
men for hans folk bliver det en vej at gå på,
hvor dårer ikke flakker om.        

DET NYE TESTAMENTE Romerbrevet 8,18-23

Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os.  For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares.  Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det, og med det håb,  at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden.  Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen.  Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning.