Evangeliet til 1. søndag efter påske. 11-04-2021

Søndag d. 11. april er der gudstjeneste i Balslev kl. 09:00 ved sognepræst Kim Jakobsen fra Gelsted-Tanderup. I denne tid er der restriktioner for, hvor mange man må være i kirken, og hvor længe en gudstjeneste må vare, og om salmesang. Man kan hver uge året rundt fordybe sig i evangelieteksten til den kommende søndag på bibelselskabets hjemmeside:

https://www.bibelselskabet.dk/praedikentekster-indevaerende-aar.

Hvis man ikke kender denne hjemmeside, kan man ved et kig glæde sig over, at alle tekster til kirkeåret findes her, med spændende illustrationer fra mange forskellige dele af verden. Mange vil sikkert indrømme, at selvom man læser evangelieteksten, kan der være noget, man føler der er brug for hjælp til at forstå – det er en del af hensigten med præstens prædiken i kirken. At forkynde evangeliet. Men for at tage lidt forskud bringer vi herunder sognepræst Jens Thue Buelunds introduktion til evangelieteksten – hvor den sættes i relation til vores (travle?) hverdag her i nutiden.

God søndag!

Tekstrække: Første række

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.« Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.« Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.« Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.

Johannesevangeliet 20,19-31

Jens Thue Buelunds skriver:  

Liv kan opstå selv i det sorteste mørke. Ud af jord og grav og muld. Ud af sorg og trængsel og tvivl. Måske ligefrem ud af tvivl på, om der er mere at leve for og af. Og så sker det, at vi minsandten hjælpes. At vi gribes og røres og bevæges og liver op igen: ”Min Herre og min Gud!” Gud, hvor godt at være her i live. Måske blot fordi en hånd blev rakt ud, et kærtegn, et kindstrejf. Og pludselig ser man tegn overalt på, at livet det er godt. At Gud er nær nu i dette øjeblik, og at det slet ikke er til at lade være med at tro på opstandelse fra de døde. På ”syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv”.

At Guds nåde findes, at Kristus er opstanden, og at vi skal opstå fra de døde, det er – mærker vi vel alle – for godt til at være sandt, som vi siger det, når det overvældende gode, det fantastisk livgivende finder sted og løfter og letter os op af alt det, der vil trække ned og reducere livet til mekanik og biologi alene. For godt til at være sandt – og dog sandt og troværdigt. Et uvurderligt gode. Vi mærker det godt, når vi tør tvivle og længes. Når sindet er porøst nok. Når hjertet står åbent. Vi mærker det, og vi mærkes af det. Som et strejf på kinden. Et lille strejf af nåde. Og det er nok. Hvor lidt skal der til?

Det samme kropslige strejf har Thomas brug for i søndagens evangelium. Han har brug for at mærke og røre og blive rørt, hvis han skal tro – tro på Guds tilstedeværelse hos ham. Tro på et fornyet guddommeligt nærvær oven på tabet af hans Mester. Thomas har et vildt håb om, at den Mester, han tror på, vil række sine hænder ud til ham, fordi kun berøringen kan forbinde ham med Kristus på ny.

Naglemærkerne fra Thomas’ Mester er tegn på svigt og brutalitet fra menneskelig side. Tegn på ødelæggelse og død; men gennem dødens tegn, i de gennemborede hænder ser Thomas et nyt liv åbne sig skabt af den gode Gud dér, hvor der ellers intet liv var. Hvor alt var lukket og forbi. Det er ikke alene Jesus, der får mulighed for at gå ud af en grav. Det får Thomas på en måde også.

Nej; Thomas skal ikke nøjes med de andre disciples ord. Den Opstandne kommer ham i møde og kalder på ham og rækker ham sine hænder, så Thomas både kan høre og se og mærke og tro. Stole på, at Mesteren også er stået op for at hente ham ud i morgensolen. At Kristus ikke bare er de andres, men min Herre og min Gud.

Gud træder ind her i vort liv i gudstjenesten og lyser sin fred over os. ”Fred være med jer”, siger Han til dåbsbørn og konfirmander og brudepar og alle os andre. Ved døbefonten rækker Han os sine korstegnede hænder og berører os med vand i sit treenige navn samt med sin velsignelse. Og ved nadverbordet siger Han: ”Ræk dine fingre frem – det er mit legeme. Ræk din hånd frem – med bægeret – det er mit blod.” 

Bag det, som vore øjne ser: lidt vin, lidt brød – og intet mere – dér hører vi Kristi stemme. Som Han kom til Thomas, kommer Han også til os og lader os se og høre og røre. For at vi kan tro, at Han også er vores Herre og vores Gud – lyslevende til stede her og overalt, hvor vi går og står. Med den skaberkraft, der trodser skyld og tab og åbner livet for os på ny. Tro, at før eller siden gør Han livet funklende nyt. Også for os. Funklende nyt med ganske små midler. Et forløsende nærvær bestående af et sanserigt fredshilsende møde med Gud – til stadighed, endnu engang.