Anden Påskedag er der gudstjeneste i Balslev kl. 10:15 – ingen Gudstjeneste i Ejby Kirke. Herunder kan du læse evangelieteksten som er udgangspunkt for prædiken og under den kan du læse en lille introduktion til teksten af sognepræst Jens Thue Buelund. 

"Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham." Maleri af Abraham Bloemaert, ca. 1622. Kilde: Bibelselskabet og Wikipedia commons

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?« De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: »Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?« »Hvad da?« spurgte han. De svarede: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.« Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?« Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.« Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.

 Lukasevangeliet 24,13-35 

Jens Thue Buelund skriver

2. påskedag skal vi ikke stå og måbe ved en tom grav; nej, på den dag skal vi mærke, hvad opstandelsen betyder i eftertankens lys: at Jesus er der lige ved siden af os – at vi er sete af Ham. Opstandelsen indebærer, at Gud stadig vil lade os møde barmhjertigheden og sin fred som en bevægende, forandrende virkelighed – at vi stadig skal mærke hjerterne blive varme eller få en klump i halsen eller måske ligefrem fyldes af overstadighed eller ukueligt mod. Guds barmhjertighed og fred er ikke bare til os alle, men er til hver enkelt af os.

De 2 disciple på vej til Emmaus tænkte, at de var blevet væk for Gud; men kun indtil Jesus slog følge med dem. Tænker eller synes vi, at vi er blevet væk for Gud, så gælder det også for os, at så går Jesus, Den Opstandne, tilbage til os, må vi støtte hinanden i at tro på; for ingen – ikke en eneste skal ikke være omsluttet af Hans medfølende blik. Vi er ikke færdige med hinanden, lader Jesus os vide i denne evangeliefortælling.

Guds barmhjertighed er der som barmhjertig handlen – ikke bare en universel teori. De 2 trosvandrere mærkede det som en virkelighed i ordene fra den Jesus, som først var som en fremmed for dem. Derfor ville de ikke lade Ham gå. Han skulle blive hos dem, fordi Han fik hjerterne til at gløde i dem. De blev bevægede og følte en hjertets bevægelse. Det var ikke en hjertets bevægelse for at holde fast i Jesu nærvær og dyrke Ham. Det var en bevægelse til selv at gå videre med barmhjertigheden. Og dog – så er der lige bordfællesskabet, hvor Jesu tilstedeværelse hos og i os får os til at kunne rejse os bagefter og kunne gå ud i verden. Gå ud i verden med Jesu overbærende tro på os – tro på os som Hans trosvandrere. 

Guds barmhjertighed er nemlig også, hvis det måske skulle falde os ind at vise barmhjertighed – hvis vi skulle hilse andre med den samme hilsen, vi forhåbentlig er blevet mødt med – om ikke af en synlig Jesus, så dog med Hans velsignelse af os under gudstjenesten. Så kan vi næsten ikke lade være med at skynde os – skynde os med at lade munden løbe over med det, som hjertet er blevet fuldt af.

Guds barmhjertighed er noget, der sker os. Den er her for hver enkelt af os på vores livsvandring. I grunden overgår der os i gudstjenesten noget lige så overraskende et gæstebud, som det skete for de 2 disciple; vi er budt til bords med Jesus, når højmessen bliver normal igen. Selv uden at vi ser Ham direkte, lever Han dog i os. Det fornemmer vi godt. Når hjertet og blikket løftes, og vi kan se andre i øjnene, fordi vi véd, at Han allerede har set os. Ja, overraskende kan det være – og vi har sikkert også noget, vi skal skynde os hen og berette om til andre, vi kender, hvad enten vi oplever os som nye eller gamle i gårde i at være trosvandrere.