Ord til søndagen

Søndag nr. 2 i ”fastetiden” – det er kirkeårets navn på den kommende søndag - sidste dag i februar – sidste søndag i denne vinter.

Evangelieteksten, som er udgangspunkt for præstens prædiken i kirken på søndag d. 28. februar (kl. 10:15 i Ejby – kl. 09:00 i Balslev) handler om ”den kana'anæiske kvinde”.

Den korte evangelietekst kan læses herunder – og efter den følger sognepræst Jens Thue Buelunds korte og præcise kommentar til teksten.

Jens Thue benytter nogle begreber, som man måske kan glemme, når man er presset hårdt: ”troens tillidsfuldhed” – ”udholdenhed i håbet” og sætter evangelieteksten i relation til vores egen liv, når man oplever modgang.

Den kana'anæiske kvinde. Illustration fra manuskriptet "Très Riches Heures du Duc de Berry", ca. 1412-1416. Det er malet af Limbourg-brødrene, 3 berømte hollandske miniaturemalere Herman, Paul og Johan fra Nijmegen. De arbejdede i Frank-rig og Bourgogne i en stil der kaldes ”International Gotik” Kilde: Bibelselskabet.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.

Matthæusevangeliet 15,21-28

Sognepræst Jens Thue Buelund skriver:

Jesus blev udfordret af den onde selv i ørkenen i sidste søndags evangelietekst. Nu er det Jesus selv, der udfordres i mødet med en fremmed – arabisk – kvinde. Hun vil have ham til at gøre sin syge datter rask. Han afviser hende 2 gange. Anden gang sammenligner han hende endda med en hund. Man tager da ikke børnenes brød og giver til små hunde? Hun holder ved og svarer bramfrit igen: ”Jo, Herre; for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.” Så stor en tro og vedholdenhed for at bede om hjælp har Jesus ikke mødt hos disciplene eller andre af sine nærmeste, efter hvad vi har fået fortalt.

For en umiddelbar betragtning var det måske mere trygt at tænke på Gud som en klippe og en borg, der ikke kan skubbes eller rokkes ved; men holder det for en nærmere eftertanke?

Hvis Gud ikke kunne bevæges eller ikke ville det - ja, endda ikke var villig til at tabe ansigt - så ville det ikke give mening at bede – hverken for os selv eller for hinanden, når vi bliver ramt af noget forfærdeligt. Og hvis Gud er kærlighed, hvordan kan Han så andet end at lade sig bevæge i mødet med levende mennesker? For det er vel netop det, kærligheden gør ved os?

Vi får ikke altid det, vi beder om. Og vi ved ikke hvorfor; men vi får lov til at vende tilbage på højeste sted. Vi får lov til at lytte til beretninger, der fortæller, at vel kan livet bryde sammen. Vel kan det blive så svært eller fortvivlende undervejs, at vi er ved at synke sammen og miste håbet.

Men selv dér, hvor sidste mulighed ser ud til at være brugt op, kan der skabes en ny vej og en ny mulighed. Selv i den største sorg kan glæden bane sig vej. Derfor får fortvivlelsen ikke det sidste ord i kirken. Det gør derimod invitationen til at bede en gang til.

Vores egen afmagt og tab af selvkontrol åbner med en risikovillig bramfrihed til Gud – en Gud, der i sin bevægethed selv tør tabe ansigt – tabe ansigt for vores oprejsnings skyld – eller for i det mindste til stadighed at holde fast i muligheden for oprejsning. Må troens tillidsfuldhed med håbefuld udholdenhed og med et kærligt omsorgsramt hjerte hjælpe os til at blive ved med at se oprejsningens mulighed for os hos os selv og hos andre.