Seksagesima søndag 7. februar 2021.

”I denne tid” siger vi tit, fordi det er en tid med mange særlige regler, med risiko for at man – uden at vide det - bringer corona-smitte til hinanden. Det et en svær tid, fordi den naturlige omgang med hinanden, med venner og familie – og den naturlige færden i samfundet - er fuldstændig forandret.

Måske er det netop nu man skal læse evangelieteksten til den kommende søndag, og læse sognepræst Jens Thue Buelunds korte introduktion. Det er evangelieteksten, der prædikes over i kirken, når der på søndag er Gudstjeneste i Balslev kl. 10:15.

Seksagesima kommer af latin og betyder 'tresindstyvende', underforstået dies (= 'dag') – og der menes dage før påske. I kirkeåret er det den 8. søndag før påske. Så kan man holde styr på det (!)

God weekend! 

Frederik Vermehren (1823–1910)  'En sædemand' Statens Museum for Kunst  

Evangeliet til seksagesima søndag

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 

Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem: »Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!« Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse. Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.« 

Markusevangeliet kapitel 4, vers 1-20

Jens Thue Buelund skriver:

Her lidt over 60 dage før påske – seksagesima søndag på latin – hører vi om modtageligheden af Gudsordet i form af billedet eller lignelsen med sædemanden, der spreder ud hvor som helst, han kan komme til det med sine sædefrø. Hvor er lignelsens lysende, glædelige pointe? Hvem siger, at det ikke er mig, der er stengrunden, og hvad gør jeg så? Er jeg da på forhånd forhindret i at tro? Markus betoner i sin prædiken om lignelsen, at nogle har lettere ved at tage imod Guds ord end andre. Og dermed bliver lignelsen ikke videre opmuntrende læsning.

Et vidunderligt evangelisk håb for os alle kan dukke frem, hvis vi fokuserer på sædemanden eller bondemanden med sin ubesindige, uøkonomiske hånd. Alle får en chance uden en fokus på graduering i modtagelighed. Kornet flyver vidt og bredt uden kalkulationer, og dermed kan der pludselig blive grønt, hvor ingen troede, at det var muligt.

Nej, Gud tager ikke hensyn til vores modtagelighed og lader sig ikke afskrække af vores tilbøjelighed til at være uimodtagelige. Den pointe har afdøde biskop og salmedigter Johannes Johansen med i sin salme fra salmebogen nr. 154: ”En bondemand går ud at så”. I et af versene skriver han: ”Han leder ej om frugtbar jord/det spirer grønt hvor han har gået/en ødemark bliver på hans ord/til hundredefold, hvor knap er sået” (v. 7). Guds gavmilde og lidt naive væsen sættes her i centrum. Det er der ikke blot trøst og håb i, men også kærlighed; for kærligheden er ødsel. Og ødselhed er, hvad vi har brug for, for ikke at blive afskrevet som uimodtagelige på forhånd. Der er kraft og styrke i Gudsordet. Intet kan i sidste ende modstå det, må vi hjælpe hinanden i at have tillid til. Vidste vi det ikke før, så bliver vi i hvert fald klar over det påskedag, hvor graven er tom og Guds ordet kom ud som et levende menneske for kvinderne og de øvrige disciple. De skulle fortsætte forkyndelsen af Gudsrige, hvor der er frelse for de fortabte, og hvor selv klippegrunden kan vise sig at være grosted for tro, håb og kærlighed.

Så opgiv tanken om gode og dårlige steder; for Ordet gør sin virkning uanset hvad. Intet har magt til at ødelægge det, men selvfølgelig: Tag imod Ham, når Han kommer, kan vi opfordre hinanden til.