Brylluppet i Kana. Maleri af Ambrosius Benson. Kilde: Wikimedia Commons.

SØNDAG D. 17. JANUAR.

Der er gudstjeneste i Ejby Kirke kl. 10:15 med sognepræst Kim Jakobsen, Gelsted-Tanderup.

Intet er dog som det plejer – man skal passe på hinanden, gøre en ekstra indsats for ikke at risikere smittespredning af coronavirus, pladserne er begrænset, der skal holdes afstand, ingen salmesang.

Alligevel er noget som det plejer – på søndag er det i kirkeåret 2. søndag efter Hellig Tre Konger og den evangelietekst, der knytter sig til søndagen, handler om ”Brylluppet i Kana”. Det står i ”første tekstrække” - de tekster, der læses når hovedparten af kirkeåret falder i ulige årstal, som nu.

Sognepræst Jens Thue Buelund har skrevet en lille introduktion til søndagens evangelietekst, som man kan læse herunder.

God søndag.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« Jesus sagde til hende: »“Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.« Hans mor sagde til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.« Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem: »Fyld karrene med vand.« Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: »Øs nu op og bær det hen til skafferen.« Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen og sagde til ham: »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.« Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.

Johannesevangeliet kapitel 2, vers 1-11. 

Link åbnes i ny fane / Bibelen online Bibelselskabet

Jens Thue Buelund skriver:  

Vi kan ikke få hånd i hanke med Jesus. Ikke bare med, hvor Han har tænkt sig at være, men også hvad Han vil gøre for os. Det erfarer vi med begivenheden med et bryllup i Kana. Det er på tredje dagen, Han vil gøre noget for gæsterne til festen. Evangelisten Johannes kan tænkes at fortælle os, at Jesus handler som den opstandne Kristus, allerede inden Han  faktisk er opstanden. Påskemorgens stemning skal være der fra begyndelsen af Hans virke med at brede Guds rige ud i verden. Guds Søn skaber liv af døde fra begyndelsen.

Sakramenterne dåb og nadver afløser vandet i renselseskarrene – det jødiske renselses-ritual. Dåbens vand og nadverens brød og vin – tilgivelsens sakramenter – er også tegn på liv. Tilgivelsen. Liv i tilgift, der renser, fordi man mærker sig set og velsignet af Guds tilstede-værelse. Vinen er endelig et tegn på, at noget mere og noget større er ved at bryde igennem. Blikket vendes fra overholdelsen af regler til muligheden og sansen for frisættende glæde. Vi bruger udtrykket ”udgydes for jer til syndernes forladelse” i nadverritualet om det, vi får med Jesu blod i vinens skikkelse. Vi spiser brødet og drikker vinen til at ihukomme Ham. Ihukommer vi Ham på denne måde, kan vi også blive udgydende med frisættende kraft og glæde til vore medmennesker.

Må vi tage Jesu ubekymrede generøsitet til os – en generøsitet, som rundhåndet skænker op af Guds gode gaver – oven i købet i grand cru kvalitet! Her ser vi Guds sande ansigt. Det gør vi også alle andre gange, hvor mennesker beder Jesus om hjælp. Han øser gavmildt om sig med både syndernes forladelse og helbredelse for alverdens skavanker, selv om Han ikke altid lige kan være, hvor vi ønsker Han skal være. Og Han ikke altid kan gøre for os, hvad vi ønsker, Han skal gøre for os.
Spild af brød, vin og liv, sukker skeptikeren. Ja, måske, men i så fald et guddommeligt spild, som Gud har besluttet sig for af kærlighed; for kærligheden tænker ikke i, hvad der kan betale sig. Kærligheden spørger ikke: ”Hvad kan jeg få?” Kærligheden spørger i stedet helt mod-sat: ”Hvad kan jeg give?”