I denne tid er der begrænsninger for vor færden. Vi skal passe på hinanden.

Vi benytter ved Ejby Kirke denne tid som en mulighed for alligevel at lade kirkens ord kommer ud.

Fremover vil vores præst Jens Thue Buelund lave en lille introduktion til hvad der er det særlige ved den kommende søndags evangelietekst, hvad er det i teksten, der kan tale til os i dag – i denne corona-vinter 2021.

Hvad er det der prædikes over i kirkerne denne søndag.

Læs med, og bliv nysgerrig på det der gør hver søndag til noget særligt.

Først bringes evangelieteksten (fra: https://www.bibelselskabet.dk/1-s-efter-helligtrekonger-fra-foerste-raekke), dernæst Jens Thues kommentar. God søndag! 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.

 Lukasevangeliet 2,41-52 

Jens Thue Buelunds introduktion til evangelieteksten 10. januar 2021 – 1. søndag efter Hellig 3 konger, 1. tekstrække: Lukasevangeliet kapitel 2 v. 41-52:  

Vi er i Helligtrekongerstiden i kirkeåret. Det er den tid, hvor Guds Søn er ved at åbenbare sig for os på jorden. Det begyndte med det lille barn i krybben sidste søndag, hvor de vise mænd tror, de har hånd i hanke med, hvor Guds Søn mon fødes. Her på søndag tror, Josef og Maria, at de har hånd i hanke med deres 12 årige søn på vej hjem fra påskefesten i Jerusalem. Men hverken de vise mænd eller Jesu forældre har hånd i hanke med, hvor han skal være i forhold til dem. Ca. 20 år efter har en discipel som Peter heller ikke hånd i hanke med Jesu færden. Han forsøger at tale Jesus fra at drage op til Jerusalem for at undgå tilfangetagelse og korsfæstelse. Det er sikkert i den bedste mening, at Peter gør det. Vi kan ikke spærre Jesus eller Gud inde i vore forventninger, og det vi hver især har fantasi til at forestille os. Igen og igen sprænger Jesus vore forventninger. Han sætter sig til bords hos den udstødte og foragtede tolder. Han lader sig salve af en prostitueret kvinde. Han hjælper den fremmede, som ingen ordentlige folk med respekt for sig selv kunne drømme om at hjælpe. Han beder også til sidst for sine bødler på korset: ”Fader, tilgiv dem; for de véd ikke, hvad de gør!” Vi må se i øjnene, at Gud ikke kun er dér, hvor vi tror, Han skal være.

Derfor kan Gud netop være hos os, hvor vi tror Han har overladt os til os selv med denne pandemi. Som Han kan trumfe dødens mørke med lyslevende liv den første påskemorgen, må vi også tro, at Han kan trumfe afstandskravene hos os med sit nærvær, når vi tænker eller henvender os til ham i bøn, sang eller bibellæsning. Han møder mismod hos os med sit stadige fornyende mod på livet. Han er den levende Gud – ikke en stillestående Gud. Den levende Gud, hvor kærlighed og tilgivelse – nyt liv i tilgift – altid er to sider af samme sag – nådens sag.

Det er også en kærlighed, der så forpligter, når vi lyst af Hans velsignelse til os, kan løfte hovedet igen og se ud over, hvad der kan plage os. Den Gud, vi heldigvis ikke kan have hånd i hanke med, så Han ellers kun kunne være i vore begrænsede forestillinger, Han begaver og bebyrder os på én og samme tid. Det er den kærlighed, der som en himmelsk ledestjerne igen og igen skal vise os tilbage til den levende, krævende, udfordrende og elskende Gud.