Matt 28,16-20 Jens C. Rothmanns Prædiken Trinitatis søndag, hvor lyskloden blev indviet i Ejby Kirkes Våbenhus. ”Jeg har lagt mine våben for dig – både mit skjold og mit sværd – jeg vil ikke bære våben mer – men kun åbne mit hjerte for dig”. Se, sådan lyder omkvædet i sangerinden Anne Dorthe Michelsen solo debut sang fra 1983, som sidenhen er gået lidt i glemmebogen, hvilket i bund og grund er lidt en skam. For den handler jo om noget, som er vigtigt at have for øje for som menneske. Noget som vi desværre til tider kan have svært ved, eller bare sådan kan glemme i forbifarten, for sådan er det nu engang, eller sådan har det nu altid været: Så hvorfor nu lave om på det? Jeg tænker selvfølgelig på det, som omkvædet handler om: at sænke paraderne, tage hænderne ned, kaste sine våben fra sig, og så bare overgive sig betingelsesløst til en situation – en tanke - eller som i Anne Dorthe Michelsens tilfælde til et andet menneske. Bare lægge våbnene fra sig - og så overgive sig 100 %. Og det er godt at blive mindet om, at vi kan sænke paraderne og aflægge vores våben. Og det er godt engang imellem også at blive tvunget til det samme. At aflægge våbnene og så overgive sig betingelsesløst. For hvor ville verden dog være et trist sted, om vi altid kun holdt på vores, og aldrig gav plads til nye tanker, til nye ideer og nye mennesker. Engang var jorden flad og svævede som centrum for alle andre himmellegemer i universet. Selv solen havde kun en sekundær plads i den sammenhæng. Og sådan var verdensbilledet igennem årtusinder. Og sådan blev det forsvaret, ikke mindst af den kristne kirke, med våben og bål og brand. Det billede af mennesket som universets absolutte gudskabte skabning, var farligt at lave om. Men heldigvis så faldt paraderne også her. Videnskaben kunne med tiden afvæbne selv de mest indædte modstandere af et nyt verdensbillede, for jorden var vitterlig ikke flad. Og pludselig stod man på en klode, der var rund, og var ikke i centrum for alt, men derimod på den rette plads, der hvor det nu er bedst, for sådan var den nu blevet skabt, fra begyndelsen af. Og det blev hverken vi mennesker, verden eller Vorherre mindre betydning 3 derne, og kaste våbnene fra sig engang imellem. For livet og verden bliver kun større. Og nu kan vi gå fra den ene ende af Vorherres jordklode til den anden uden at falde ud over kanten. For der er noget som bærer os oppe. Og jo, vi skal lære at kaste våbnene fra os engang imellem. Det er det, som skaber liv. For det åbner relationer og skaber et nyt univers for os alle, hver gang vi vover at tage et næste skridt. Her i kirken som bygning er det så meget lettere, det med at kaste våbnene fra sig. For vi har jo en hel bygning til det. Et våbenhus hvor vi kan aflægge alt harniskrelateret udstyr, så vi bogstaveligt aflægger vores våben, så vi ikke forstyrrer freden, fordybelsen og stilheden inde i kirkens allerhelligste. Kirkerummet skal være våbenfrit. Og kun i situationer hvor et våben ikke er nogen trussel mod rummets fred, må det medbringes i kirken som parade. Ved bryllup f.eks. når politimanden eller officeren skal modtage sin brud. Eller som hyldest til en afdød. Eller som dengang for mange år siden, da min far skulle begraves, og hvor gamle officerskollegaer hævede deres sabel foran min fars kiste, når de gik forbi den, som en sidste hilsen til en gammel soldaterkammerat de nu havde mistet. I sådanne situationer er det på sin plads med våben i en kirke. For det er parade – og ikke paraderne oppe. Og i sådanne situationer er våbnene ikke nogen trussel, for de er i bund og grund allerede kastet, og aflagt i ens hjertes dybe afgrund. Men ellers så aflægger vi alt andet i våbenhuset inden vi træder ind i Vorherres og vores hus. Og sådan afvæbnede, kan vi lade os opfylde af sangen, bønnen og stilheden - bevæges af Gud, Søn og Helligånd – og måske oven i købet høre de mægtige ord, som Jesus sagde til sine disciple: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” (Matt 28,16-20) Det er mægtige ord, som afvæbner os totalt, og fylder os med mod, styrke og tro. For Han vil vitterlig være med os. Det er jo de selv samme ord, der bliver sagt til ethvert lille menneskebarn, der bliver døbt, at vi for altid vil høre Vorherre til. Du er også mit Barn, hvisker Han, Vorherre, og det kan intet – intet – nogensinde lave om på. Og se: dét er vores våben mod alverdens fortrædeligheder. Vi aflægger vores våben i våbenhuset, men fyldes og iklædes atter herinde af et nyt, Vorherres harnisk, og kan lægge alle andre våben fra os, når vi drager bort igen, for han er med os alle dage lige indtil verdens ende. ”Jeg har lagt mine våben for dig – både mit skjold og mit sværd – jeg vil ikke bære våben mer – men kun åbne mit hjerte for dig”. Fortsætter på side 4 4 Det var omkvædet i Anne Dorthe Michelsens sang: at sænke paraderne og lægge vores våben, for verden og livet bliver større hver gang, det sker. Jeg er selv meget dårlig til det. Jeg har det bedst med paraderne oppe, det er en svaghed, som jeg må kæmpe med - og lære at beherske. Og så dog sker det engang imellem. Man kan blive afvæbnet, uden at ens vilje overhovedet har skænket det en tanke. Det er sket engang imellem i mit liv; som da jeg fik mine små til verden og når jeg oplever kærligheden blomstre. Og så skete det på forunderlig vis igen for ikke så længe siden her i vores våbenhus, da vores flade gulv pludselig blev forvandlet til en rund jordklode. Den dag, da vores nye lysklode blev sat op, og præsenteret. Dørene blev lukket og lysene tændt for første gang. Da blev jeg ramt – på forunderlig vis og afvæbnet totalt for en stund. Det var som om al stilhed, dybde og fred – på engang samledes i et og samme rum. Jeg var sat på plads, afvæbnet af en 800 kg tung jordklode, som meget selvmodsigende gav mig følelsen af at svæve. Næsten som om en gudstjeneste blev sat i gang. Beredt til at træde ind i dens rum, og med blikket rettet mod døbefonten på klodens akse i den anden ende. Jo det er sandt. Han er med os alle dage indtil verdens ende. Amen!