02/07/2024 0 Kommentarer
søndag 13. november 2022
søndag 13. november 2022
# Evangeliet - læs med her
søndag 13. november 2022
Tekstrække: Anden række
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig. Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte. Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.«
Bøn fra Morgenandagten i Københavns Domkirke 12. november
Lad os alle bede: Lovet være du, Gud, Fader, Søn og Helligånd, at du evigt skaber og gør livet nyt og levende. Du er kilden til vor kærlighed og glæde, til vor nysgerrighed og håb. Derfor beder vi: Hjælp os med at se, hjælp os med at undres og bevare lidt af barnets nysgerrighed, så det kan mærkes, at du lever i os og vi lever i dig, og at Guds rige er lige her, og vi glemmer os selv, i tjenesten for dig og vor næste.Husk os på, at du er overraskelsernes Gud, som kan få det største ud af det mindste.
Du, Kristus, som finder os, selv når vi har forvildet os langt væk.Hjælp os, så vi ikke lader mørket få plads i vort indre, og vi leder os selv vild. Send lys igennem sprækkerne, ind igennem mørket i livet og i vort eget sind, og hjælp os med at være lys selv for hinanden, med at tjene hinanden og forstå at det netop er det største. Skab troen i os, så vi bærer med og holder oppe, hvor mennesker behøver vor hjælp, så ingen falder.
Og giv verdens magthavere visdom, indsigt og besindighed. Og, Herre, når du er vort fundament, begyndelsen og enden, så er vi rige og frie. Helligånd, vi beder for morgendagens Gudstjenester i alle kristne kirker og menigheder i hele Danmark. Vi beder for, at denne mørke efterårsdag i november må blive glædelig og der må blive plads til eftertænksomhed. Vær med din kirke, så du kan udbrede det enestående budskab til alle, at du giver os den rigdom og næring, vi kan leve på.
Kommentarer